Cristina Cianci
Brides er forpligtet til at guide ALLE par gennem ikke kun deres bryllupsplanlægningsrejse, men gennem milepæle og op- og nedture i forholdet. Enhver kærlighedshistorie er smuk, har sin egen distinkte historie og sine egne prøvelser - der er intet forhold, der ser ens ud. For at fejre denne unikhed beder vi par om at åbne op for deres kærlighedshistorie til vores seneste kolonne, 'Kærlighed ser sådan ud.' Nedenfor fortæller Kelli Trapnell sin historie.
Min forlovede og jeg mødtes for første gang over drinks i en East Village speakeasy for næsten fem og et halvt år siden. Vi havde chattet på betaversionen af en datingapp specielt designet til kvinder, der ønskede at danse andre kvinder, som vi sjovt kaldte 'pige Pinterest'. Vi oprettede en dato, hvor vi havde set hinandens billeder, men ikke rigtig at vide meget andet om hinanden.
Som en biseksuel kvinde havde det været svært at finde nogen til dato, der faktisk respekterede mig - og ikke fetishiserede mig eller behandlede mig som en psykpatient. Min forlovede er lesbisk, og aldrig har hun handlet som om min identitet var en fase.
Vi talte om 90'ers countrymusik, om at være kunstnere i storbyen. Vi var flyttet fra henholdsvis Texas og New Mexico med det udtrykkelige mål at fremme os selv som forfattere og kunstnere. Vi dækkede flytningen til New York, talte om, hvor svært det var at være væk fra vores familier. For hver af os er familien vigtig - vi har begge familier, der er høje og sjove, store knusere. Familier, der er tæt på, selv når det ikke er helligdage. Vi talte i timevis, og ingen af os ville rejse hjem. Vi blev forelsket.
Som en biseksuel kvinde havde det været svært at finde nogen til dato, der faktisk respekterede mig - og ikke fetishiserede mig eller behandlede mig som en psykpatient. Min forlovede er lesbisk, og hun har aldrig engang handlet som min identitet var en fase eller noget, der kunne ændre sig lige så let som hårfarve eller et yndlingsdragt. Respekt var i enhver forstand grundlaget for vores forhold, det fundament vi byggede på. Jeg havde været ude til min familie i et par år, Sarah havde været ude siden det tidlige college. I løbet af de næste par år gjorde vi fantastiske ting sammen - vi løb i Pride, vi tacklede hver især personlige og professionelle mål og fejrede med sene nætter med karaoke og sommerture til Fire Island.Vi flyttede sammen, og tingene blev alvorlige. Jeg skitserede en plan om at foreslå hende og organiserede en stor overraskelsesfest med vores familier og venner uden for byen. Hun sagde ja, og vi begyndte at planlægge .
Vi har altid ønsket et langt engagement - hvorfor ikke nyde alle dele af vores liv sammen, herunder at være forlovet? Men en stor del af valget om at vente to år til, før jeg faktisk fik fat i var min familie. Jeg var bange for, at min stort set konservative, Texas-baserede familie skulle bruge lidt tid på at tilpasse sig tanken om, at min kælenhed ville være så synlig for evigt. Men jeg bekymrede mig uden grund. Næsten alle i min familie var glade for nyhederne, lige så begejstrede og klar til at fejre med os som Sarahs familie havde været.Med en undtagelse: min yngre søster.
Min søster og jeg har altid været tæt på hinanden. Vores forældre blev skilt, da vi var henholdsvis fire og syv, og vi havde altid hinandens ryg. Vi var aldrig den slags søskende, der kæmpede, selv om dumme ting, og da hun besluttede at arbejde for en evangelisk kirke for mindre penge og mindre prestige end de andre job, hun var blevet tilbudt på college, forsvarede jeg hendes valg til vores forældre , hvem var bekymrede. Jeg vidste, at hun og jeg havde noget anderledes tro. Jeg er kristen, selvom jeg ikke elsker kirke.Hun mente, at kirken var central for den religiøse oplevelse. Hun havde aldrig rigtig haft et problem med min kælenhed før - hun var den første person, jeg var kommet ud til i min familie. Efter forlovelsen begyndte hun at ringe til mig med alvorlige bekymringer over, hvordan jeg skulle 'gå i helvede' for at gifte mig med en anden kvinde.
Først tænkte jeg måske, at hun havde et problem med Sarah og ikke følte sig godt til at sige det til mit ansigt. Men det fulgte ikke med alle de sjove udflugter, vi tre havde haft sammen, og den måde, de altid var kommet sammen i julen. Sarah er ikke en person, der ikke kan lide, eller en erhvervet smag, hun er åben, venlig og hensynsfuld over for andre til enhver tid, udadvendt, sjov og indbydende. Plus, Sarah er også kristen, ligesom hendes familie. På et tidspunkt havde hun overvejet at gå på seminar. Hvordan kunne religiøse forskelle holde os tilbage, når der i det væsentlige ikke var nogen reelle religiøse forskelle mellem os?Forvirret og såret spurgte jeg min søster om, hvorvidt der var noget galt, og hun sagde: ”Der er ingen tvivl om, at I to er gode for hinanden. Jeg elsker Sarah, jeg ville bare ønske, at du kunne være venner. ”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så mange artikler online fortalte mig, at det var okay at skære giftige familiemedlemmer ud af mit liv. Men jeg ville ikke miste min søster.
Kampene trak videre og blev grimere og grimere i telefon og personligt i næsten de fulde to år af vores engagement. Så mange nætter efter en times lang skrigende kamp i telefonen gik jeg i seng og græd over, hvor uretfærdigt det var, især over for Sarah, hvor såret jeg følte, og hvordan jeg ikke kunne tro, at min søster, som på mange måder var en af mine nærmeste ledsagere, ville beslutte at skade mig sådan. Jeg havde planlagt at bede hende om at være min ærepige. Jeg havde hørt hendes argumenter - at hun bare passede på mig, at alt dette var en meningsforskel.Jeg vidste, at hun troede, at hun havde den rigtige holdning. Men jeg vidste også, at hun ikke kunne sidestille gyldigheden af min eksistens med hendes opfattelse af, om denne eksistens var “rigtig”. Især da vi havde snesevis af andre kristne familiemedlemmer, der helhjertet tolererede vores fagforening.
Så mange artikler online fortalte mig, at det var okay at skære giftige familiemedlemmer ud af mit liv (noget jeg allerede havde gjort med nogle tidligere venner, der ikke kunne komme over deres homofobi). Men jeg ville ikke miste min søster. Jeg ville ikke miste alle de gode dele af vores forhold, bare fordi hun ikke kunne indrømme, at hun tog fejl.
Sarah foreslog, at jeg måske først prøvede at give slip på mine klager. Ikke at jeg giver op, bare hvis vi prøvede en våbenhvile af slags, at ting måske blev bedre. Så sidste sommer ringede jeg til min søster og fortalte hende, at jeg ikke længere ville have denne samtale, og at hun bare skulle fortælle mig, hvis hun ville deltage i mit bryllup. Jeg havde to betingelser for hendes deltagelse: 1) hun skulle være glad for os, men hun havde brug for at få det til at ske, og 2) hun kunne ikke lave en scene ved vores bryllup.I et stykke tid vaffede hun sig om disse betingelser, men til sidst blev hun enig.
Og så skete der noget - fordi vi var holdt op med at kæmpe så meget, begyndte vores forhold at blive bedre, nogensinde så lidt. Siden sidste efterår har vi faktisk haft civile samtaler i starten om alt andet end brylluppet, men nu taler vi endda om alt fra dekorationer til planer for ceremonien. Hun ringede til mig forleden, alt sammen spændt, for at fortælle mig, at hun havde fået sin flybillet til brylluppet i september. Hver dag er jeg glad for, at vi besluttede at arbejde igennem smerten.
Hver dag er jeg taknemmelig over for Sarah for at hjælpe med at bringe min søster og jeg sammen igen. Og hver dag bliver det bedre.
Hvordan det at annullere vores internationale bryllup mindede os om, hvad der virkelig betyder noget
